Tyverier

14-årigt vidne truet på livet af taskerøver

Kun en uge efter, at en 16-årig frederikshavner og hans 17-årige kammerat blev dømt til to års kontrolleret socialpædagogisk behandling og den 16-årige anbragt på en åben døgninstitution i Hjørring, vendte han tilbage til Frederikshavn og opsøgte en dreng på 14 år, som han truede på livet.

Angiveligt fordi den 14-årige i forbindelse med retssagen havde vidnet mod ham og hans kammerat. De to stod i sommer bag flere taskerøverier mod ældre kvinder i Frederikshavn samt i oktober et røveri mod en ældre mand ligeledes på åben gade. Desuden havde de gjort sig skyldige i biltyveri og en række indbrud i butikker, hvor de bl.a. havde stjålet tøj for flere tusinde kroner. Den 14-årige deltog fredag aften i et ungdomsdiskotek ved Kaj Bundvad Fritidscenter. Her dukkede den 16-årige også op. Han truede den 14-årige med, at han ville blive slået ihjel, fordi han havde optrådt som stikker. Så vidt forklsrer i hvert fald den skrækslagne 14-årige, der løb hjem til sine bedsteforældre i nærheden. Forældrene blev kontaktet, og herefter politiet, der anholdt den 16-årige, der overnattede i arresten. Lørdag blev det efter forhandlinger mellem Frederikshavn Kommunes børne- og ungdomskonsulent, en repræsentant for Hjørring Døgncenter, hvor den 16-årige har været anbragt siden dommen 5. december, samt politimyndigheden aftalt, at drengen skal vende tilbage til den åbne institution i Hjørring, men nu med totalt forbud om at måtte forlade den. Sker det, vil han blive anbragt på en lukket institution. Denne mulige skærpelse var i forvejen med i den særlige dom, en såkaldt ungdoms-sanktion, som den 16-årige fik ved byretten i Frederikshavn. Ved den lejlighed havde han forklaret sine lovovertrædelser med, at de var begået for spændingens skyld. Ved røverierne havde drengen været udstyret med en elefanthue fra paintball og en luftpistol. Den 16-årige havde fået tilladelse til at forlade den åbne institution i Hjørring i fredags, men indfandt sig af gode grunde ikke igen til aftalt tid. Havde han været over 18 år, ville han være blevet fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling for vold og trusler mod et vidne. Der er ingen vidner, der kan bekræfte den 14-åriges forklaring. Efter det skete i fritidscentret indfandt han sig selv sammen med sine forældre på politigården.