14 dræbt i skovbrande i Australien

Sydney: Den voldsomme hedebølge i Australien fortsætter med temperaturer på over 47 grader, mens flere end 50 store skovbrande hærger i den sydøstlige del af landet. I går mistede 14 mennesker livet i flammerne, og i delstaten Victoria blev tre huse, en brandbil og en golfklub ødelagt af ilden. En frivillig brandmand fik forbrændinger på over 50 procent af kroppen, da han kæmpede mod 10 m høje flammer. Australiens næststørste by, Melbourne, oplevede i går sin varmeste februardag nogensinde, da temperaturen i byen blev målt til 46,4 grader. Længere inde i landet steg temperaturen til over 47 grader. I delstaten New South Wales hærgede flere end 45 brande, og mange huse i byen Inverell samt ude ved kysten var truet af flammerne. Det sydøstlige Australien har sukket under den ekstreme hedebølge i 14 dage, og 29 huse er gået til i flammerne, mens snesevis af mennesker er bukket under i heden. Det nordlige Australien er modsat hærget af vandmasser.Natten til i går faldt 350 mm regn, og flere floder gik over deres bredder. /ritzau/