14 kunstnere på gæsteophold

VISITING:Kunstrådet har netop bevilget tilskud til 14 gæsteophold i Danmark for udenlandske kunstnere. Tilskuddene er bevilget under den såkaldte DIVA-ordning. For at inspirere og fremme udviklingen af kunst i Danmark har Kunstrådet etableret Danish International Visiting Artists Programme (DIVA), som gør det muligt for kunstnere, spillesteder, gallerier og andre aktører i kunstlivet at invitere udenlandske kunstnere til at arbejde og deltage aktivt i kunstlivet i Danmark i en længere periode. Kunstrådet har foreløbigt afsat 2 mio. kr. årligt til ordningen, og rådet har netop bevilget tilskud til 14 gæsteophold. De danske værter tæller blandt andet Det Fynske Kunstakademi, V1 Gallery, Andersen S Contemporary, Warehouse 9, Københavns Internationale Teater, SNYK og Alteration. Dansk kunstliv kan glæde sig til at stifte bekendtskab med navne som blandt andre: den rumænske kunstnergruppe h.arta, Jarek Cemerek, Aiham Dib, Andreas Poppelier, Anja Schwörer, Wes Lang, Johanna Jackie Baier, Ana Paula Albe og klangkunstneren Christina Kubisch.