Fjerritslev

140 effekter i privat værktøjsmuseum i Klim

KLIM:For nogen er en høvl en høvl, men sådan er det ikke for 51-årige Palle Østergaard Jensen i Klim. Siden 1987 har han samlet på snedker- og tømrerværktøj, og i dag er der samlet godt 140 effekter i det personlige museum, der er indrettet i den bagerste del af familiens garage på Gl. Landevej. - Det hele begyndte, da jeg i 1987 fra en tidligere kollega hos Søndergaards Rutebiler fik tilbudt en samling værktøj, han havde overtaget efter sin far. Samlingen havde været urørt siden 1920, så det lød enormt spændende, fortæller Palle Østergaard Jensen. Han var chauffør i busfirmaet i perioden 1983-85. Oprindelig er Palle Østergaard Jensen uddannet tømrer, men sløje tider indenfor byggeriet, og dermed ringe muligheder for at finde beskæftigelse, fik ham over i chaufførjobbet. I dag er han ansat som lagermand hos Han Herreders Tømmerhandel i Fjerritslev. - Jeg måtte love, at jeg ikke ville splitte samlingen op, da jeg fik den tilbudt. Det har jeg til fulde indfriet. I stedet er samlingen blevet udbygget. Palle Østergaard Jensen har søgt nyt værktøj til samlingen gennem Gul & Gratis samt Den Blå Avis. Han har besøgt kræmmermarkeder, og han har kigget på dødsboer i jagten på nye effekter til værktøjssamlingen. - Noget har jeg fået, og andet har jeg købt. Mange kontakter mig, fordi de har hørt om samlingen i Klim og selv ligger inde med noget, der måske kunne have min interesse. Og ofte er der fulgt en spændende historie med om det helt konkrete værktøj.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk