140 rensdyr styrtet i døden i Lappland

LULEÅ:En stor rensdyrflok blev dræbt, da den styrtede 700 meter ned fra en stejl klippeside fra fjeldet Kaskaivo, vest for Kvikkjokk i Norrbotten i svensk Lappland. - Sammen med länsstyrelsens naturkonsulent har vi optalt 140 døde rener, siger Nils Petter Pavval, borgmester i Tuorpons sameby. Han kan ikke se nogen anden forklaring på ulykken end, at renerne er blevet skræmt, jaget ud over kanten og styrtet i døden. Han tror, at det er en los, der har skræmt renerne, skriver Norrländska Socialdemokraten. Værdien af de døde rener er på over 300.000 svenske kroner (knap 245.000 danske kroner). De fleste tilhører renejere i Tuorpons sameby, men også andre samiske byer er blevet ramt. Det vil stå klart, når renernes øremærker er blevet kontrolleret. Renejerne, der rammes af et stort økonomisk tab, forsøger at få erstatning for massedøden fra Sametiget. - Jeg kender ikke det præcise beløb, men jeg mener, at det ligger på 2500 kroner per ren. Noget lignende er sket før, men slet ikke i samme skala, siger Nils Petter Pavval. Et større antal rensdyr har i perioder af vinteren opholdt på fjeldet i 1200 meters højde for at søge efter føde. Det er almindeligt for årstiden. Renerne søger hen til steder, hvor sneen er blæst væk, så de kan komme til at græsse. oplyser avisen Norrbottens-Kuriren. /ritzau/TT