Udland

140 strandede grindehvaler i New Zealand er døde

500 frivillige har siden fredag arbejdet på at redde 200 strandede grindehvaler. Der er håb for de 60 af dem.

Det er lykkedes at redde 60 grindehvaler af en flok på 200, der fredag strandede på en strand i New Zealand.

140 af dem er døde, men det er lørdag lykkedes for frivillige at få de øvrige tilbage på dybere vand. Hvalerne blev fanget på stranden Farewell Spit, en smal landtange på nordspidsen af Sydøen.

- Hvalerne samler sig og har nu kurs mod syd, og det er virkelig godt, siger byens miljøansvarlige fra Department of Conservation - DOC - Andrew Lamason.

Der er dog frygt for, at hvalerne vil vende om og strande igen. Hvis det sker, vil myndighederne ikke udelukke, at de bliver aflivet.

Hvalstrandingen er den største i New Zealands historie, og omkring 500 frivillige har forsøgt at holde hvalerne i live ved at overøse dem med vand og holde dem fugtige med våde klude.

Hvorfor hvalerne er strandet, ved ingen. Muligvis har en syg hval forvildet sig ind på det lave vand, og så er de andre fulgt efter.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.