Aalborg

140 til debat om forsvaret

Mange møder op på Vendelbohus.

Vendelbohus er i dag rammen om en konference, som skal belyse risikoen for nedskæringer af op mod 400 forsvarsjob i Nordjylland. Deraf mindst 150 på Hjørring Kaserne, hvor Personeltjenesten foreslås flyttet. - Vi har fået 140 tilmeldinger fra ansatte i forsvaret i Hjørring, Frederikshavn og Aalborg. De er vrede og frustrerede over udsigterne, siger lokal LO-formand Ole Carlsen om konferencen. Han håber, at konferencen vil kunne være med til at forhindre nedlæggelsen af forsvarsjob i Nordjylland. - Efterhånden som flere og flere oplysninger om nedskæringer "siver", kommer resultatet mere og mere til at ligne det, som vi fra starten frygtede, siger Ole Carlsen. - Det kan nu meget vel blive omkring 400 forsvarsjob, som forsvinder fra Nordjylland, hvis ikke Folketinget griber ind. Ved konferencen i eftermiddag medvirker desuden nordjyske folketingspolitikere, som vil besvare spørgsmål fra salen. Lokale politikere med borgmester Arne Boelt (S), Hjørring i spidsen, deltager også. En af dagens centrale politikere kan blive Ib Poulsen (DF) fra Thy. Han er nemlig medlem af Forsvarsudvalget. Det er Forsvarsudvalget som i første omgang skal behandle Forsvarskommandoens oplæg til besparelser. - Det ser ud som om Forsvarskommandoen vil lade forsvarets civilansatte betale prisen for omkostningerne ved krigen i Afghanistan, siger Ole Carlsen.