1400 fodboldspillere boltrede sig på 16 baner

Politiker-ros til de mange frivillige, der trækker læsset i Nordjyske Mesterskaber

THISE:-Vi har nye spillere klar til de kommende turneringer, så det gør ikke så meget, om Danmarks landshold skulle tabe.Det sagde viceborgmester Karsten Frederiksen, da han i går åbnede Thise Cup - Nordjyske mesterskaber for sandkassehold. Han henviste til, at der er nye spillere klar, efter den iver, der lægges for dagen i Thise. -Det er vores drømme på fremtiden, der underholder i dag, og vi skal nyde øjeblikket og samværet mellem unge og voksne. Karsten Frederiksen opfordrede til at kæmpe på ordentlig vis om den lille runde bold.Hans tanker var også hos Jesper Grønkjær: - Husk fodbold er - hvor meget vi end elsker det - kun et spil, og selv Jesper Grønkjær vælger familien, når det endelige gælder. Karsten Frederiksen roste i øvrigt de mange frivillige, der trækker læsset. - Der er ca. 100 frivillige fra Thise Idrætsforening, der må slide og slæbe, for at tusindvis andre kan nyde dagen, sagde han. På kommunens vegne roste han den store frivillige indsats. Det er 15. gang, der arrangeres Thise Cup, og der var denne gang 96 hold.Der var i alt omkring 4000 til stævnet.Heraf omkring 1400 aktive fodboldspillere. Der var trængsel på Thise Stadion, og der blev spillet på 16 fodboldbaner.