EMNER

1400 udlændinge udvises

ISLAMABAD: Pakistan forbyder udlændinge at studere ved landets koranskoler. Samtlige omkring 1400 nuværende elever bliver bortvist, der bliver ikke udstedt flere visa til ikke-pakistanere, og inden nytår skal alle skoler registreres af regeringen i Islamabad. Det meddelte præsident Pervez Musharraf fredag. Initiativet kommer som en reaktion på oplysninger om, at flere af bombemændene ved terrorangrebet mod London den 7. juli havde studeret ved nogle af Pakistans 10.000 koranskoler. Forbuddet kommer også til at gælde personer med dobbelt statsborgerskab. Musharraf har lovet den britiske premierminister, Tony Blair, at slå ned på de ekstremistiske skoler. I sidste uge blev over 600 militante islamister anholdt. Efterforskningen foregår stadig, og ifølge Musharraf er ingen endnu mistænkt for direkte forbindelser med terrorangrebet i London. /ritzau/Reuters