Musik

15.000 bykronertil Skagen Festival

SKAGEN:- Det betyder rigtig meget for byen og for vore medlemmer, at Skagen Festival har droppet campen og er flyttet tilbage til byen med det hele. Formanden for Skagen Handelsstandsforening, Flemming Stig, var forleden på foreningens vegne i det gavmilde hjørne, da han kom med 15.000 kroner til Skagen Festival. - Vi synes, det er på sin plads at bakke op om festivalen, som har enorm stor betydning for Skagen by, kommunen og hele regionen. Festivalen er god reklame og med til at gøre Skagen kendt langt omkring såvel her hjemme som i udlandet, siger Flemming Stig. - Vi er utrolig glade for den lokale opbakning og støtte, og vi er da meget enige i, at det også betyder meget for omsætningen i byen, at Skagen Festival atter har alle aktiviteter og dermed alle gæster inde i byen. Og det bliver en kanon festival, siger formanden for Skagen Festival, Henrik Jørgensen. Skagen Handelsstandsforening ser gerne, at de 15.000 kroner bruges blandt andet til musik på Torvescenen, som er festivalens nye scene i Kappelborgskolens gård ud mod Skolevej. - Vi har endnu ikke hele programmet og navnene til Torvescenen klar, men det er en scene, som vi forventer os meget af. Det bliver en mindre, intim scene med plads til 300 siddende - og gerne dansende - gæster med god musik, hvor folk kan falde ind og nyde stemningen og musikken, forklarer Henrik Jørgensen.