Aalborg

15 år for rockerdrab

33-årig mand idømt fængselsstraf for skuddrab i Hobro sidste år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Claus Søndberg

AALBORG:33-årige Rasmus Christiansen skal 15 år i fængsel for drabet på en 30-årig HA-rocker og drabsforsøget på en 38-årig mand i Hobro sidste år.

Det har nævningetinget i Retten i Aalborg netop afgjort. Der var et stort opbud af Hells Angels rockere og politi uden for retsbygningen i Aalborg, da dommen over den 33-årige blev afsagt. Inde i retssalen var omkring 50 tilhørere mødt frem for at overvære domsafsigelsen i drabssagen.

Ikke enighed om dom

Retten lagde vægt på, at der ikke har været fremsat trusler overfor den 33-årige om øjeblikkelig anvendelse af vold, således at han skulle modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb.

Retten lagde også vægt på, at HA-rockerne og den 38-årige var ubevæbnede, og var mødt op hos Rasmus Christiansen efter aftale, samt at den 33-årige havde placeret skarpladte våben rundt om i huset inden mødet.

Der var dog stor uenighed om dommen. Seks stemmer af nævningetinget fandt, at straffen skulle fastsættes til 16 år. En stemme faldt på en straf på 15 år. To stemmer på henholdsvis 10 og 12 års fængsel, en stemte på otte års fængsel og en stemme på blot to års fængsel.

Stemmeflertallet fandt altså, at den 33-årige skulle idømmes 15 års fængsel.

Ankede dommen

Skuddrabet fandt sted 9. juni sidste år i et stille villakvarter på Homarksvej i Hobro. Her skulle den 33-årige have et møde med rockeren og den 38-årige mand for at tale om noget gammel gæld, som rockeren mente, at den dømte havde.

Inden mødet havde den 33-årige lagt skarpladte rifler og et haglgevær frem, og kort inde i mødet, følte han sig så truet af situationen, at han hentede haglgeværet og skød to gange mod mændene.

Den 30-årige rocker blev ramt i ryggen og døde kort tid efter. Den 38-årige blev ramt i ansigtet og fik alvorlige skader.

Rasmus Christiansen ankede dommen til landsretten på stedet.