15 år uden lægebesøg

Frank Busk vil gerne dele sine erfaringer med læge med andre

Søren Flytlie - gav Frank Busk et nyt liv. Privatfoto
Brønderslev 14. september 2016 11:27

BRØDNERSLEV: - Jeg har ikke taget så meget som en hovedpinepille i op mod 15 år. Jeg var meget syg og lagde min kost totalt om. Det gav resultat. Ordene kommer fra Frank Busk fra Brønderslev.

Han har på eget initiativ arrangeret et offentligt foredrag med læge Søren Flytlie fra Aarhus, og det holdes fredag 16. september Brønderslev Hallen.

Frank Busk skulle til et møde om aroniabær, men det blev aflyst, og i stedet deltog han i et møde med Søren Flytlie.

- Det var et fantastisk indlæg, og jeg tænkte, at mange kan hjælpes til et bedre liv.

Søren Flytlie driver sammen med sin kone en privatklinik. Han følger i sin fars fodspor.

- Jeg er blevet læge for at arbejde med årsagsbehandling og sundhedsfremme i modsætning til den medikamentelle symptombehandling, som skolemedicinen ofte repræsenterer.

- Det er herligt at møde begejstrede patienter, som endelig føler, at lægen tager dem seriøst - uden at ty til receptblokken.

Et af de tilfælde, Søren Flytlie kan berette om, er en patient, der havde problemer med maven. Søren Flytlie konstaterede, at problemerne skyldtes en betændt tand. Siden tanden blev rykket ud, havde patienten aldrig mere problemer.

Frank Busk har nu i 15 år spist sund kost og taget mineraler og vitaminer.

- Jeg har ikke været syg siden, og har ikke haft nogen som helst problemer, siger Frank Busk.

Han vil gerne medvirke til, at andre hører om naturlig sundhed.

Søren Flytlie har lovet at fortælle om kosttilskud, blodtype-kost, oxidativt stress, åreforkalkning, kolesterolsænkende medicin, knogleskørhed, syre/base-balancen og om tænder som årsag til sygdom.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...