15-årig dansker sætter to europæiske sprintrekorder

Sprinteren Kristoffer Hari er nu europæisk rekordholder på både 100 og 200 meter-distancen i sin årgang.

15-årig dansker sætter to europæiske sprintrekorder

Det store danske sprinttalent Kristoffer Hari satte lørdag to europæiske rekorder i sin aldersgruppe ved et stævne i tyske Schweinfurt.

Først var det på 100 meteren, og derefter på den dobbelte distance.

I sit første 100-meter-løb uden for Danmarks grænser kvalificerede Hari sig til finalen ved Jugendgala-stævnet i bedste tid - 10,37 sekunder.

Tiden er blot en enkelt hundreddel af et sekund fra den hurtigste tid, der nogensinde er sat af en 15-årig i hele verden.

Rekorden tilhører Darrel Brown fra Trinidad/Tobago. Han tilbagelagde i 2000 de 100 meter på 10,36 sekunder.

Det er kun en uge siden, at Kristoffer Hari satte den hurtigste europæiske tid nogensinde i sin årgang i et indledende heat ved Copenhagen Open.

Hari var knap så hurtig i lørdagens finale i Schweinfurt, hvor han blev noteret for en tid på 10,56 sekunder.

Til gengæld manglede kræfterne ikke i finalen på 200 meteren senere på dagen. Med tiden 21,16 sekunder blev det til endnu en europæisk rekord i sin aldersgruppe.

Ved Copenhagen Open løb Hari distancen på kun 20,96 sekunder, men på grund af for meget medvind var det ikke en officiel rekord.

Den tidligere rekord lød på 21,35 sekunder og blev sat af Andrew Watkins i 1987.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst