15-årig pige tiltalt for knivdrab på mor
Retssagen mod 15-årig pige og 28-årig mand er nu berammet. Begge er tiltalt for Kvissel-drabet
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:01
KVISSEL: En 15-årig pige er tiltalt for, sammen med en 28-årig mand, at have knivdræbt sin 40-årige mor i deres hus i Kvissel i oktober 2014.
Sent på aftenen onsdag 8. oktober 2014 rykkede Nordjyllands Politi til et hus i Kvissel nordvest for Frederikshavn. Herfra blev de kl. 23.49 alarmeret, og da de nåede frem, blev en 40-årig kvinde fundet livløs. Den 40-årige kvinde blev erklæret død kl. 00.30, dræbt af flere knivstik.
Nattens efterforskning førte, sammen med tekniske undersøgelser, til anholdelse af den dræbtes 15-årige datter, som var på adressen.
Morgenen efter, torsdag 9. oktober, blev pigen afhørt og sigtet for drabet. Om eftermiddagen blev en 28-årig mand anholdt i en lejlighed i Frederikshavn. Han blev, som den 15-årige pige, sigtet for at have knivdræbt den 40-årige kvinde.
Begge er tiltalt
Efter mange måneders efterforskning er Nordjyllands Politi nu klar med et anklageskrift i forbindelse med knivdrabet på den 40-årige kvinde. Resultatet af efterforskningen er, at både den 15-årige pige og den 28-årige mand står tiltalt for knivdrab på pigens 40-årige mor.
Det sker, når sagen 31. august tager sin begyndelse ved Retten i Hjørring.
Ifølge anklageskriftet er begge i forening tiltalt for drabet, som er sket på foranledning af den 15-årige pige.
Påstand om udvisning
Foruden drabet nedlægges påstand om, at den 15-årige pige i medfør af arvelovens paragraf 48 frakendes al arv efter sin mor.
Herudover tages i anklageskriftet forbehold for påstand om udvisning af den 28-årige mand, som har en anden etnisk baggrund end dansk.
Sagen vil finde sted under medvirken af nævninge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.