15-årig skoleelev dømt for skalle

Tumult midt i undervisningen - dreng dømt for vold

Aalborg 1. december 2002 07:00

AALBORG: I en meget usædvanlig sag er en 15-årig skoleelev fra Aalborg blevet dømt for vold mod en jævnaldende klassekammerat. Retten valgte at gøre dommen betinget uden at fastsætte nogen konkret straf. Overfaldet 20. september skete midt i undervisningen. Pigen blev først nikket en skalle, og efter noget tumult havnede de ude på gangen, hvor drengen tog halsgreb på klassekammeraten med en bøjet arm. Først på det tidspunkt kom der lærere til stede og fik skilt parterne ad. Skolen ringede efter moderen, som kom og trøstede sin grædende datter. Herefter gik de til politiet og anmeldte klassekammeraten for vold. Ville give en knuser Drengen forklarede i retten, at han blot ville give pigen et knus, men da situationen udviklede sig, havde han truet med at nikke en skalle. Det var et uheld, at han var kommet til at ramme pigen, og ifølge drengen var hun kun blevet ramt ganske let. Han mente heller ikke, at han havde taget halsgreb på hende. Ofret var dog af en anden opfattelse og mente, at klassekammeraten først havde dunket hende i ryggen. Hun ville ikke have det og langede bagud for at få ham til at lade være. Det gjorde tilsyneladende drengen sur, hvorefter han greb fat i pigen og nikkede hende en skalle. Som vidner var indkaldt to elever mere fra klassen, der havde siddet ved et bord sammen med pigen og lavet gruppearbejde. De kunne bekræfte forløbet, men de opfattede dog situationen sådan, at drengen i første omgang var kommet hen for at give en knuser. Han var kendt for at dele mange knusere ud, lød det i retten. Aldrig sket før Én dommer mente ikke, at drengen skulle dømmes for vold, men de to øvrige dommere fandt, at han var gået over stregen. Drengen accepterede afgørelsen, der giver ham en plet på straffeattesten. Skolechef Henrik Mortesen fra Aalborg Kommune understreger, at det er en ganske usædvanlig sag, som han aldrig i sin tid som chef i skoleforvaltningen har hørt tilsvarende eksempler på. Han er blevet orienteret om forløbet, men kender i øvrigt ikke til de nærmere detaljer. Derfor er det uvist, om drengen og pigen fortsat går i samme klasse. Under sagen kom det frem, at de har gået sammen siden 1. klasse og nu går i 9. klasse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...