15-årig tog kvælertag

Odense 1. november 2002 07:00

ODENSE: En 16-årig drengs trusler og vold mod en medarbejder på den institution, hvor han af sociale årsager var anbragt, endte torsdag i retten i Odense med 40 dages betinget fængsel. Drengen blev dømt for tre episoder i foråret og i sommer på et tidspunkt, da han kun var 15 år. Det gik hver gang ud over den samme medarbejder. Den ene gang tog han kvælertag på manden under en bustur på grund af nogle uoverensstemmelser. Den anden gang slog han ham på skulderen med knyttet hånd - mens han den tredje gang truede ham med en pistol. Det viste sig at være en helt ufarlig, såkaldt softgun, men den medarbejder, som blev truet, opfattede det som et skydevåben. Straffen blev gjort betinget af hensyn til den 16-åriges unge alder, og fordi han hidtil er ustraffet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...