15-årig vandt badmintontitel

KLEJTRUP:Hun er kun 15 år, Sanne Kolind fra Klejtrup, men ikke desto mindre kan hun nu kalde sig amtsmester i den såkaldte U-17 d-gruppe. Titlen smashede Sanne Kolind, der på tredje sæson spiller for Klejtrup Idrætsforening, hjem ved et mesterskabsstævne i Hobro Idrætscenter. Den glade vinder sikrede sig udover mesterskabet også adgang til landsmesterskaberne i ungdomsbadminton. De afvikles i weekenden 19. og 20. marts. Udover Sanne Kolind opnåede en anden deltager fra Klejtrup Idrætsforening en topplacering ved stævnet i Hobro, idet Søren Sjørring fra Hvornum sikrede sig en andenplads. - Jeg synes det er flotte, individuelle præstationer af begge spillere, og det er fornemt med både en første- og en andenplads til en badmintonklub med så forholdsvis få spillere, lyder det fra træner Jens Kolind.