15 års fængsel for baby-drab

BERLIN:En østtysk mor blev torsdag ved landsretten i Frankfurt ved Oderen idømt 15 års fængsel for manddrab, fordi hun fra 1992 til 1998 dræbte otte af sine nyfødte børn umiddelbart efter fødslen. Domstolen anså det for bevist, at den 40-årige kvinde bevidst lod babyerne dø. Men dommerne støttede ikke anklagemyndighedens krav om at idømme hende livsvarigt fængsel uden mulighed for at blive prøveløsladt efter 15 år. Forsvarerne havde krævet en straf på tre og et halvt års fængsel for manddrab og fik altså heller ikke medhold. I alt døde ni af kvindens 13 børn umiddelbart efter fødslen, men da den første af de dræbte babyer blev født i 1988 under DDR-styret, er sagen forældet og ikke en del af den opsigtvækkende retssag. Sidste sommer blev Sabine H. i de tyske medier stemplet som “horror-mor”, efter at de mange babyers jordiske rester tilfældigt blev fundet gemt i jordfyldte spande og en vaskebalje på hendes forældres grund. /ritzau/