15 års fængsel i Asien

55-årig nordjysk kvinde dømt for at have forsøgt at sende kodein-piller ud af Cambodja

umiddelbart efter dommensagd Johanne Vinther Axelsen , at hun agter at anke. Foto:Tang Chin Sothy/Scanpix

umiddelbart efter dommensagd Johanne Vinther Axelsen , at hun agter at anke. Foto:Tang Chin Sothy/Scanpix

NORDJYLLAND:Den 55-årige Johanne Vinther, Axelsen tidligere Sindal, blev torsdag idømt 15 års fængsel i Cambodja for at have forsøgt at sende 10.761 piller indeholdende stoffet kodein ud af landet. Hendes 28-årige søn blev ligeledes idømt 15 år bag tremmer, men var ikke til stede og blev dømt i absentia. Der var ifølge chefen for det danske repræsentationskontor i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, angiveligt tale om nervemedicin og smertestillende medicin. Men han er forfærdet over den hårde dom. - Der er foregået en overtrædelse af cambodjansk lov. Men der er ikke tale om hård narko, og vi er forundrede over den meget hårde dom, siger chef for repræsentationskontoret, Tom Barthel Hansen til Ritzau. Allerede i dag torsdag vil han sammen med blandt andre en lokal advokat tage fat på at se på mulighederne for at appellere dommen. Men han siger, at det nok vil kræve, at sagen bliver taget op på højeste niveau. Han regner med, at det først i næste uge vil være afklaret, om der er mulighed for at anke den lange fængselsstraf. Ifølge Tom Barthel Hansen er den 55-årige kvinde rystet over, hvad der er hændt hende. Ifølge ham skulle hun udføre forsendelserne på vegne af nogle andre og var ikke helt klar over, hvad det indebar. Hun blev anholdt på et postkontor i marts sidste år og har ifølge Tom Barthel Hansen været meget frustreret over, hvor længe hun har skullet vente på sin dom. Efter domsafsigelsen sagde kvinden til det franske nyhedsbureau AFP, at dommen er uretfærdig. - Dommerne ved ikke engang, hvad kodein er. De sammenligner det med heroin. Det var ikke heroin. Det er ikke hårde stoffer, sagde hun. Den dømte dansker oplyser videre til det franske nyhedsbureau AFP, at hun vil gå så langt som til at bede om kongelig benådning hos Cambodjas kong Norodom Sihamoni. Til Local Eyes fortæller kvinden, Johanne Vinther Axelsen fra Sindal, at forholdene i fængslet er "ubeskriveligt dårlige." Det fattige sydøstasiatiske land er i stigende grad centrum for smugling af hårde stoffer som heroin. Særligt efter nabolandet Thailand lagde en hårdere linje over for narkotika i 2002. Anholdelser på grund af lovovertrædelser, der omfatter lægemidler, er dog sjældne, skriver AFP. - Og det er ikke verdens bedste fængsler her. Men det sted, kvinden har siddet indtil videre, har været rimeligt, siger Tom Barthel Hansen. Ud over fængselsstraffen blev kvinden idømt en bøde på 42.500 danske kroner. /ritzau/