Lastbiltrafik

15-dobling af bøder skal slå ned på snyd

Prisen for en reparation af NOx-rensningssystemet kan være så høj, at den overstiger bilens værdi, og så kan det betale sig at snyde

Kontrollen var den praktiske del af et undervisningsforløb, som Tungvognscenter Syd stod for. Foto: Jan H. Pedersen
Kontrollen var den praktiske del af et undervisningsforløb, som Tungvognscenter Syd stod for. Foto: Jan H. Pedersen

Opdateret 16. november 2017 kl. 08:37
INDLAND: Baggrunden for politiets målrettede indsats mod snyderiet med Adblue stammer fra en udsendelse fra tyske ZDF i januar i år. Her afslørede den tyske tv-station i samarbejde med tysk politi, at en stor del af de specielt østeuropæiske lastbiler, der kører gennem Tyskland, har installeret noget snydeelektronik, der sætter Adblue-systemet ud af funktion. Tyskerne anslår, at omkring hver femte lastbil, der kører gennem Tyskland, forurener langt over det tilladte med NOx, fordi rensningssystemet er sat ud af drift.

Adblue er et tilsætningsstof, der bliver sprøjtet ind i bilens udstødning, hvor det gennem en speciel katalysator omdanner de sundhedsskadelige NOx-gasser i udstødningen til kvælstof (N2) og vanddamp - og det var i parentes bemærket snyd med NOx-udledningen, der var kernen i "Dieselgate" og VWs snydesoftware i deres dieselmotorer til personbiler.

Udover tyskerne har også nordmændene foretaget målrettede kontroller af lastbilernes forurening med NOx, og i Norge kørte omkring 70 procent af de kontrollerede lastbiler med udstyret slået fra. Så med udgangspunkt i de tyske og norske erfaringer har dansk politi lige siden arbejdet på at komme på omgangshøjde med snyderne, fortæller politiassistent Freddy Agerskov, der er fagkonsulent på området ved Rigspolitiet.

Snyderiet handler selvfølgelig om at spare penge, men måske ikke så meget på selve tilsætningsstoffet.

- Vi undrede os over, hvorfor nogen ville gøre sig den ulejlighed for at spare måske 10.000-12.000 kroner om året på ikke at hælde Adblue på bilen. Men det er typisk ældre lastbiler, der er blevet eksporteret til Østeuropa, hvor selve rensningssystemet er gået i stykker, og hvor prisen for at få det repareret er på niveau med det, lastbilen er værd. Bilerne repræsenterer måske en værdi på 75.000-100.000 kroner, og så er det, det kan betale sig at snyde, siger Freddy Agerskov.

Hvilket betyder, at når politiet målrettet kontrollerer for snyd med NOx-udledningen, så er det netop hovedsageligt de ældre lastbiler, der bliver taget ud til kontrol.

Rent praktisk foregår kontrollerne ved, at politiet har lånt noget computerstyret fejlfindingsudstyr, der normalt bliver brugt på lastvognsværksteder. Det udstyr kan kommunikere med bilens forskellige komponenter via det computernetværk, der er i alle biler - og hvis udstyret så ikke kan snakke med de enkelte dele af Adblue-systemet, fordi det er blokeret af en snydeboks, så klapper fælden. Derudover har politiet også måleudstyr med ud for at kunne måle lastbilernes NOx-udledning.

I dag er bøden for at blive taget med udstyret koblet fra på 1000 kroner - men et nyt lovforslag, der skal ændre Færdselsloven og hæve bøderne, er på vej gennem Folketinget, siger Freddy Agerskov.

- Det vil hæve bøden til 15.000 kroner til ejeren af bilen og det halve - 7500 kroner - til chaufføren, hvis vi kan bevise, at chaufføren var vidende om det. Desuden stiger bøden med 10.000 kroner til ejeren i gentagelsestilfælde - og gentagelsesvirkningen gælder for alle en vognmands biler. Og så kan vi tilbageholde køretøjet, indtil det er blevet lovligt, siger Freddy Agerskov.

Så hvis en vognmands bil A kører ulovligt og bliver stoppet, så er bøden første gang 15.000 kroner - bliver samme vognmands bil B stoppet dagen efter, så er bøden 25.000 kroner. Som lovforslaget er nu, er der dog en grænse på 65.000, som en vognmand rammer sjette gang, en af virksomhedens biler bliver taget i snyd.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden