15 dræbt ved technofestival

DUISBURG:Mindst 15 mennesker har mistet livet på grund af panik, der opstod ved en af indgangene til technofestivalen Love Parade i Duisburg i Tyskland. Panikken opstod i en folkemængde, der ventede i en tunnel ved en sikkerhedskontrol på at komme ind på festivalområdet lørdag eftermiddag. De 15 mennesker blev mast ihjel. Der er tale om ni kvinder og seks mænd, siger polititalsmand Jürgen Kiskemper. Antallet af kvæstede er usikkert, da der cirkulerer forskellige meldinger. Politiet taler om andre 15 kvæstede, de lokale myndigheder i Duisburg siger 45, mens flere tyske medier siger, at over 100 er kvæstet. Tv-stationen NTV rapporterer, at redningsfolk på stedet har genoplivet 15 mennesker. Myndighederne valgte at lade være med at lukke festivalen efter tragedien af frygt for, at det ville udløse mere panik. I stedet blev alle nødudgange på festivalområdet, der er på en nedlagt godsbanegård, åbnet, og der blev sat busser ind for at køre folk væk. Ifølge Love Parades hjemmeside begyndte festivalen lørdag klokken 14 og skulle slutte i aftes ved midnat. Arrangørerne vurderer, at 1,4 millioner mennesker var mødt op til festivalen, mens dpa skriver, at der var omkring en halv million på technoområdet, da ulykken indtraf./ritzau/dpa