Lokalpolitik

15 for og to imod forlængelse af lejekontrakt

SKØRPING:Dansk Folkepartis to repræsentanter i byrådet kæmpede imod med næb og klør, at Skørping Kommune allerede nu forlænger sin lejekontrakt med foreningen KulturStationen, så den tidligst kan siges op af kommunen til fraflytning 1. juli 2011. Men Mogens Schou Andersen og Peter Riise var de eneste, der endte med at stemme imod forlængelsen, mens de 15 øvrige byrådsmedlemmer stemte for. - Jeg vil gerne opnå, at vi kan give KulturStationen fornuftige forhold at arbejde under her i en brydningstid ind i en ny kommune, sagde Venstres gruppeformand, Bent Juul Jensen, mens borgmester Børge Olsen (S) talte om, at forlængelsen af kontrakten sender et vigtigt budskab til de ildsjæle, der siden 1996 har arbejdet med at få KulturStationen op at stå: - Så får de arbejdsro, indtil den nye administration og det nye byråd er på plads og har sat sig ind i forholdene. Det er de ildsjæle, der har været med til at sætte Skørping på landkortet med masser af frivilligt arbejde, og de skulle også gerne være med til at sætte Rebild på landkortet. Den oprindelige kontrakt mellem kommunen og foreningen KulturStationen udløber egentlig først i efteråret 2007. Foreningen har dog af hensyn til langtidsplanlægningen bedt om at få forlænget kontrakten allerede nu. Herfra havde man imidlertid bedt om forlængelse til 2025.