EMNER

15 kurdere dræbt i Tyrkiet

8000 soldater sat ind mod PKK

TEHERAN:Den tyrkiske hær dræbte søndag 15 kurdiske oprørere, oplyste tv-stationen CNN Türk. Oprørerne blev dræbt under stor operation i den østlige tyrkiske provins Tünceli, hvor 8000 soldater støttet af kamphelikoptere angreb oprørernes stillinger. Lokale embedsmænd bekræftede, at en militær operation var i gang mod oprørere fra Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), men de ville ikke bekræfte tabstal. Tünceli ligger et stykke fra grænsen til Irak, hvor der på det seneste har været alvorlige sammensød mellem tyrkiske soldater og oprørere og udløst tyrkiske trusler om et angreb ind i det nordlige Irak for at uskadeliggøre PKK-baser. Tünceli-provinsen er ligesom resten af regionen domineret af etniske kurdere. De tyrkiske soldater fik støtte af kamphelikoptere under kampene, som begyndte søndag morgen. Det meddelte Anatolien, et officielt tyrkisk nyhedsbureau. Den tyrkiske hær har dræbt 65 kurdiske oprørere, siden PKK for en uge siden dræbte 12 tyrkiske soldater nær grænsen til Irak. Fortsætter operationer Trods gentagne advarsler fra den tyrkiske ledelse om muligheden for et militært indgreb, sagde den tyrkiske udenrigsminister søndag, at der er stadig er en mulighed for diplomati i krisen om PKK-baser i det nordlige Irak. - Vi kan for eksempel bruge eller fortsætte med at bruge diplomatiske midler, eller vi kan benytte militære midler. De er alle på bordet - så at sige, sagde udenrigsminister Ali Babacan under et besøg i Iran. Højtstående tyrkiske og irakiske repræsentanter afsluttede sent fredag to dages drøftelser i Ankara om måder at neutralisere oprørere fra PKK (Kurdistans Arbejderparti), som angriber tyrkiske mål ind over grænsen fra Irak. Tyrkiet har opmarcheret omkring 100.000 soldater ved grænsen med henblik på en mulig offensiv imod de 2000-3000 PKK-oprørere. /ritzau/Reuters