15 lærere i overskud i Skagen Kommune

SKAGEN:Først omkring 6. januar 2005 vil nogle af lærerne i Skagen Kommune kunne ånde lettet op, mens andre vil modtage en såkaldt sindeskrivelse, hvori de vil kunne læse, at de kan vente en egentlig fyreseddel fra Skagen Kommune. Skole- og kulturdirektør Chresten Sloth Christensen turde ikke i går gætte på, hvor mange lærere, der bliver tale om, men i alt er der lagt op til at cirka 15 lærerstillinger skal nedlægges som følge af det stadig faldende børnetal og den forestående lukning af Kappelborgskolen per 1. august 2005. Chresten Sloth Christensen holdt i går eftermiddags møde med skolelederne, hvor de blandt andet fik en orientering om de tilbud, som i de kommende dage bliver givet videre til lærerne på skolerne i Skagen og Aalbæk. Hvad tilbudene helt konkret lyder på, var det ikke muligt at få oplyst i går, men det handler dels om et tilbud til ældre lærere, der alligevel om få år ville gå på pension, og dels om yngre lærere, som måske kunne være interesseret i en eller anden form for videreuddannelse. De ældre lærere, som vælger at sige ja til tilbudet, kan se frem til en fratrædelsesgodtgørelse, mens yngre lærere, der vælger at stoppe for at videreuddanne sig, kan se frem til økonomisk hjælp i den forbindelse. - Vi lægger op til, at lærerne skal tage stilling til tilbudene inden jul, og først når vi ved, hvor mange der er interesseret i det, kan vi tage stilling til, hvor mange der bliver brug for at sende en fyreseddel til, forklarer Chresten Sloth Christensen. Rengøringsdamer og kantineleder på Kappelborgskolen behøver dog ikke at vente til efter nytår på en besked om fyring. De har nemlig allerede modtaget en skrivelse om, at Skagen Kommune har i sinde at fyre dem. Det drejer sig om 8 - 9 personer.