15 lande dækker VM i floorball

Godt 100 journalister fra 15 lande dækker den kommende uge VM i florball for kvinder i Frederikshavn.

De danske landsholdsspillere kommer for alvor i fokus ved den kommende uges DM i Arena Nord. Om de så kommer til at hæve pokalen, er mere tvivlsomt. Arkivfoto

De danske landsholdsspillere kommer for alvor i fokus ved den kommende uges DM i Arena Nord. Om de så kommer til at hæve pokalen, er mere tvivlsomt. Arkivfoto

Dermed står sportsgrenen med staven og den lille hullede, hvide bold foran sit mediemæssige gennembrud. - For floorballsporten er VM uden sammenligning det største nogensinde på dansk grund og vi forventer os meget af det, siger Thomas Brodersen, kommunikationsansvarlig i Dansk Floorball Union. I Arena Nord er der journalister og fotografer fra samtlige 10 nationer i A-gruppen og B-gruppen dækkes af pressefolk fra Tyskland, Ungarn, Holland, Slovakiet og Australien. - For floorballsporten betyder det, at vi får en masse erfaringer og kompetencer med så stort et arrangement og for sportens udbredelse må det også give et løft, ikke mindst at DR sender omkring en halv time i prime time næste lørdag, siger Thomas Brodersen. Han ærgrer sig dog over, at VM ligger på et tidspunkt, hvor klubberne er på vej på sommerferie. - De børn og unge, der måtte få lyst til at spille, kan ikke komme i gang før efter ferien og af samme årsag har den internationale union også besluttet at flytte VM fra maj til december, siger Thomas Brodersen. Pilotforsøg med web-tv Udover den skrivende presse, radio- og tv-stationerne byder VM-stævnet på et nyskabelse: direkte web-tv fra Arena Nord. - På portalen www.sport4u.dk sender vi livetransmissioner af alle kampene i A-gruppen og desuden vil der være interviews efter kampene samt forskellige klip med baggrund om sporten og Zorro-tricks, fortæller Martin Hedal, der er medieanalytiker på Idrættens Analyseinstitut og projektansvarlig for pilotprojektet med web-tv. - På trods af, at der er tale om et VM, har vi haft svært ved at få de landsdækkende tv-stationer til at optage og videresende kampene ud til den store verden. Derfor prøver vi web-tv som et alternativ, siger Martin Hedal. Han henviser til Norge og især Sverige, hvor ”innebandy” er mega populært. - I Sverige sendes de afsluttende kampe på tv og vi håber, at floorballsporten herhjemme kan ”boome” på samme måde her under VM i Frederikshavn, siger Martin Hedal. Get involved Men floorball-VM i Frederikshavn skal ikke kun være for dem derhjemme i stuerne. I Arena Nord er der indrettet et såkaldt ”get-involved-hjørne”, hvor der er plads til social råhygge og før og efter kampene. - I stedet for at spillere, ledere og tilskuere forsvinder hjem på hotellerne forsøger vi at holde dem i Arena Nord. Her kan de dumpe ned i sofahjørnet, se kampe på storskærm, spise og snakke på kryds og tværs, fortæller Ole Schüsler, formand for Frederikshavn Bulldogs og medansvarlig for get Involved-idéen. De mange udenlandske deltagere får også mulighed for at smage på danske specialiteter. Tirsdag vil der være stort silde-tamtam og torsdag er der øl- og vinsmagning i ”get-involved-hjørnet”.