15 personer er dræbt under flugt fra menneskesmuglere

Under en flugt fra et skjult fængsel har menneskehandlere i Libyen dræbt og såret adskillige unge afrikanere.

Ritzau
Mange afrikanske migranter og flygtninge søger mod Libyen i håb om at slippe videre til Europa. Men for mange ender drømmen som et mareridt. Her modtager migranter hjælp, efter at de blev reddet fra et skib ud for Libyens kyst. Foto: Mahmud Turkia/arkiv/Ritzau Scanpix
Menneskesmugling 26. maj 2018 05:23 - Opdateret 26. maj 2018 06:34

Menneskesmuglere i Libyen har dræbt mindst 15 personer og såret endnu flere, som forsøgte at flygte fra et hemmeligt fængsel.

Det oplyser Læger uden Grænser sent fredag aften.

Drabene fandt stedt, da flere end 100 personer onsdag brød ud fra et hemmeligt fængsel nær byen Bani Walid i den nordvestlige del af det nordafrikanske land.

Smuglerne, der drev fængslet, åbnede ild mod de flygtende personer i forsøget på at indfange dem.

Læger fra den humanitære organisation har på et hospital i Bani Walid behandlet 25 overlevende. Flere af dem er ramt af adskillige skud, oplyser Læger uden Grænser.

- Mange havde synlige ar, elektriske brandsår og gamle, inficerede sår, oplyser organisationen fra sit hovedkvarter i Paris.

De fleste overlevende er teenagere fra Eritrea, Etiopien og Somalia, som drømmer om at søge asyl i Europa. En del fortæller, at de har været holdt i fangenskab i op til tre år og er blevet solgt adskillige gange i området ved byen.

Men de overlevende er endnu ikke i sikkerhed. Menneskehandlerne leder fortsat efter dem, og de er klar til at tage dem til fange igen, oplyser Læger uden Grænser.

Befolkningen i Bani Walid, sikkerhedsstyrker og nødhjælpspersonale opfordrer derfor det internationale samfund til at hjælpe de overlevende.

- Vilkårlig tilbageholdelse kan ikke være løsningen. De har akut brug for beskyttelse og assistance, siger Christophe Biteau, der er chef for Læger uden Grænser i Libyen.

De har også oplyst til nødhjælpsarbejdere fra Læger uden Grænser, at op til 40 personer, hvoraf hovedparten er kvinder, blev efterladt i fængslet.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...