15 stærke mænd bygger scenen

Vand, kloak, strøm, øl- og madboder snart klar til to dages Party

Uffe Hansen er sådan en slags logistikchef ved Rock Party: - Vi er i god tid med forberedelserne. Foto: Carl Th. Poulsen

Uffe Hansen er sådan en slags logistikchef ved Rock Party: - Vi er i god tid med forberedelserne. Foto: Carl Th. Poulsen

Her til morgen går 15 stærke mænd i gang med at bygge den scene, der fredag og lørdag er centrum for årets udgave af Rock Party på Knivholt. 12 timer senere - en gang i aften - er scenen færdig, så dem med forstand på det elektriske kan gå i gang med lyd og lys fredag morgen. Forudsætningen for at nå dertil blev skabt tidligere på ugen, da Lars Hostrups folk gravede elkabler ned og garderede sig med nødstrøm. Tilsvarende er der styr på vand og kloakforhold. Otte toiletvogne og nogle pissoirer giver i alt cirka 200 officielle tissesteder på pladsen. I går aftes mødte 60 frivillige ind på pladsen efter fyraften på deres respektive arbejdspladser. Så begyndte indretningen af festivalpladsen med telte, øl- og pølsevogne og boder. Mange tusinde liter øl og vand bliver skyllet ned i løbet af de to dage. Royal Beer - ganske passende i anledning af lørdagens kongelige begivenhed - suppleres med specielle øl i telte med særlige temaer som for eksempel Heineken Baren og London Pubben. Mens formanden for Sportens Venner, Uffe Hansen, fortæller og viser rundt på den endnu mennesketomme festplads, ringer hans mobiltelefon igen og igen. - Ja, den går tit tør for strøm, men når festen er i gang, er vi 20 mand, der har radiokontakt hele tiden, fortæller Uffe Hansen. Det er sjette gang, han og flere hundrede frivillige hjælpere arrangerer Rock Party. - Hvert eneste år søndag aften siger vi "Aldrig mere", men alle er med i planlægningen af et nyt Rock Party efter sommerferien, siger Uffe Hansen. Forklaringen på, at de alligevel orker er ligetil: - Det er simpelthen sjovt. Vi har et godt fællesskab, og overskuddet er en vigtig indtægtskilde for de foreninger, der hjælper. Vi får heldigvis også yngre kræfter med i den 8-10 mand store styregruppe, så vi gamle kan få tid til at pleje vores hår, smiler Uffe Hansen.