150.000 danskere jages af Skat

Ubetalte bøder eller licens trækkes over skatten hos en stor gruppe skyldnere.

Skylder man penge for eksempelvis parkeringsbøder, bus- og togafgifter eller licens kan man være en af de 150.000 danskere, der nu kommer i søgelyset hos Skat. Og som noget nyt vil også folk på overførselsindkomster kunne trækkes i skat for at betale gælden, det skriver dr.dk. Det vurderes, at omkring en tredjedel af de 150.000 er på overførselsindkomst. Skat har ikke mulighed for at trække tal, der viser hvor i landet skyldnerne holder til , og dermed er det uvist, hvor mange nordjyder, der er i kikkerten. Storbyfænomen - Det, vi ved, er at det generelt er et storbyfænomen. I hvert fald det med parkeringsbøderne er noget, der primært forekommer i storbyerne. Men derudover kan vi ikke sige noget om, hvordan det fordeler sig geografisk, siger Merete Norup, chefkonsulent i inddrivelseskontoret hos Skat. De 150.000 er næsten en fordobling i forhold til sidste år. Det skyldes en lovændring, der træder i kraft i august eller september, og som gør at også personer på overførselsindkomst kan trækkes i skat. I praksis foregår det således at man trækkes et beløb hver måned - omkring 400 kroner - indtil man har betalt sin gæld. Kan selv nå at betale Men det er altså ikke uden varsel, at Skat begynder at trække penge hver måned. I første omgang sender Skat rykkere ud til at de danskere der har gæld til det offentlige. Derefter har skyldnerne en frist på 14 dage til at få betalt gælden. Som noget nyt må Skat desuden trække for flere typer gæld, så man eksempelvis både kan blive trukket for studielån og skattegæld. Danskerne skylder i alt omkring 36 milliarder til det offentlige.