Redningsvæsen

150 børn hilste på Falcks nye mascot

HJØRRING: 150 børn fra Hjørring fik lørdag på Falckstationen indlæring i, hvordan man skal gebærde sig, hvis der opstår én eller anden ubehagelig situation i hjemmet. Det kan være brand, førstehjælp ved forbrænding, kendetegn ved hjernerystelse eller hvordan skal man hjælpe, hvis ens legekammerat får noget galt i halsen. Det var medlemmer af Falckklubben, der var på besøg, og aldrig tidligere har der været så mange børn forsamlet ved et åbent hus arrangement i klubben. Derfor måtte man lave to arrangementer, ét om formiddagen og ét om eftermiddagen. Børnene fik også lov til at snakke med Falcks nye mascot, kaldet Sofus, der er opkaldt efter Falcks stifter, Sofus Falck. Han viste sig at være en flink fyr, der gik rundt og snakkede med børnene, og spurgte, hvordan de havde det. Blandt de mange børn var seks-årige Emilie Harboe Rosenfeldt fra Tornby, der med store øjne så på, hvordan brandmand Tom Lyngholm slukkede ilden ved et komfur. Han viste også, hvordan man lægger et brandtæppe over en gryde: - Man skal helst ikke smide vand på, forklarede Tom Lyngholm. Brug et brandtæppe eller et gammelt tæppe. Og hvis der er masser af ild, skal man ikke forsøge at slukke selv, så ring til alarmcentralen på 112, formanede Tom Lyngholm. Højdepunktet var nok, når børnene fik sig i tur i brandbilen. Så var det, som om de ejede hele verden, når de vinkede ud til mor og far, inden turen gik ud i byens gader. prøk