150 dogme- akvareller

Frem til søndag 6. marts kan man se 150 stykker såkaldt dogme-kunst i Kunstbygningen.

Det er billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, der har malet 150 akvareller, som samlet udstilles under titlen Impulse. Erland Knudssøn Madsen opstillede en række dogmer for sig selv, da han malede akvarellerne. Processen strakte sig fra hans og hustruens bryllupsdag i 2008 til den samme dato, nemlig 21. april, i 2009, og han malede en akvarel hver eneste dag. Alle akvareller blev malet i en skurvogn, som stod i hans have, og han gik en bestemt rute fra huset til skurvognen hver eneste dag. Endelig blev samtlige akvareller malet færdige den samme dag, som de blev påbegyndt. Det blev til ialt 285 akvareller, hvoraf 175 senere blev udvalgt til udstilling. Nogle er solgt fra, og de 150 af dem kan nu ses i Kunstbygningen. Der er tale om en rigt varieret udstilling, og selvom Erland Knudsøn Madsens kunst ikke kan kaldes naturalistisk, er der alligevel en række motiver eller temaer, som kan forfølges gennem de mange akvareller: Skoven omkring kunstnerens hus i Thy, blade fra havens træer, sten fundet på stranden eller i haven og den nøgne kvindeskikkelse. Erland Knudssøn Madsens kunst er med hans egne ord sindbilleder, de afspejler det, der foregår i hans sind, tanker og hjerte snarere end det, han oplever i sine omgivelser, og derfor skal man heller ikke forvente genkendelighed i udstillingen, Søndag 6. marts viser Kunstbygningens kunstneriske leder Anne Lie Stokbro om i udstillingen.