150 evakueret ved brand i Haraldslund
Muligvis påsat knallertbrand bredte sig til vand- og kulturcenter i Aalborg. Centret måtte rømmes for mennesker. Opdateret kl. 16.44

Oprydningen efter branden i Haraldslund onsdag eftermiddag er allerede så langt, at man torsdag morgen kunne åbne som normalt i vand- og kulturhusets svømmehal og motionscenter. Foto: Grete Dahl
Vand- og Kulturcentret Haraldslund i Aalborgs vestby brød onsdag eftermiddag omkring klokken 15.37 i brand. Omkring 150 gæster måtte evakueres fra svømmehal, motionscenter og bibliotek af frygt for røgforgiftning. En time senere var branden dog slukket igen, men den nåede at forårsage store skader på taget. - Men med lidt lykke og held, så kan Haraldslund åbne igen torsdag. De fleste skader er udvendige, siger indsatsleder Peter Reinau fra Beredskabscenter Aalborg. Knallertbrand bredte sig Brandfolkene fik en melding om en knallertbrand og sendte derfor først en reduceret styrke. - Men på stedet kunne vi se, at knallerten stod under taget på Haraldslund, og ilden havde fået fat i taget, oplyser indsatsleder Peter Reinau. Tagkonstruktionen har store hulrum. - Det er det værste scenarie, fordi så kan ilden løbe hurtigt. Men vi fik slukket den og har med termisk kamera undersøgt om der skulle være ildlommer, siger Peter Reinau Muligvis påsat brand Han oplyser, at ilden har forårsaget stor skade på taget, og brandfolkene har måttet fjerne loftsbeklædning, mens der er mindre røg- og sodskader i biblioteket. Peter Reinau oplyser, at det er muligvis en påsat brand af en knallert, der har bredt sig til tagkonstruktionen. - Den brændende knallert stod op ad muren, og politiet arbejder også ud fra en teori om en påsat brand, oplyser vagtchef Frank Liltorp, Nordjyllands Politi. Der skete ingen personskade.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.