150 underskrifter lander i dag på politikernes bord

Borgere vil have chikaner på Frederikshavnsvej

SÆBY:På Frederikshavnsvej i Sæby er farten alt for høj, og en lang række borgere er dødtrætte af, at unge bøller kører om kap i både bil og på motorcykel. Nu skal der sættes en stopper for de farlige forhold, og i dag lander 150 underskrifter på politikernes og embedmændenes bord. - Jeg har først og fremmest kontaktet Brian Pedersen fra teknisk udvalg, der opfordrede mig til at skrive til politikerne. Derudover har vi de mange underskrifter, og i dag skal vi have et møde med embedsfolk på Sæby Rådhus. Vi håber, der sker noget snart, siger Søren Lolk-Hansen, der er talsmand for beboerne på Frederikshavnsvej. Underskriftsindsamlingen er foretaget lokalt fra BC-Marked, og udover en meget stor opbakning fra vejens beboere, har der også været støtte fra naboveje og turister. - Alle som færdes i nærheden af Frederikshavnsvej har oplevelser med helt vanvittig kørsel, hvor der bliver kørt med hastigheder med over 100 km/t. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal blive ved med at finde os i det, siger Søren Lolk-Hansen. Det er kun tilladt at køre 50 km/t på vejen, men loven brydes igen og igen. Beboerne håber, at politikerne giver tilladelse til, at der bliver bygget trafikchikaner, så det bliver umuligt at køre for stærkt.