1500 kroner i bøde for at blotte sig

Sædelighedsforbrydelser 17. januar 2003 01:00

BRØNDERSLEV: En 28-årig mand fra Brønderslev blev i går idømt fem dagbøder af 300 kroner for ved adskillige lejligheder at have blottet sig i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev. Retten imødekom dermed anklagerens krav i forhold til skyldspørgsmål og bødestørrelse. Blufærdighedskrænkelserne foregik i løbet af sommeren sidste år, da manden flere gange blev observeret af en kvinde på vej til arbejde. Hun vidnede i går i retten og fortalte, at hun har set ham omkring 15 gange i alt blandt andet tre gange i ugen inden han blev anholdt. Det var også vidnet, der på anholdelsesdagen mødte manden og fik fat i en politimand, der også var på vej gennem parken. Den dømte selv nægtede sig skyldig og fortalte, at han kun havde været i parken en gang i den pågældende periode - den ene dag han blev anholdt. Det troede dommer Jens Chr. Brodersen ikke på, men tog hensyn til vidnets troværdige forklaring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...