16-årig bag bomber

Smed hjemmelavede bomber fra sig i have i Løgstør

LØGSTØR:Politiet i Løgstør har nu fundet frem til gerningsmanden bag ni hjemmelavede bomber, der for en uge siden blev fundet i en have i Løgstør. Der er tale om en 16-årig dreng fra nabolaget til haven, der efter afhøring har indrømmet at stå bag bomberne, deres fremstilling og anbringelse i haven. Knap halvdelen af bomberne var tæt på at detonere. Formentlig sprængtes de ikke, fordi de kemiske komponenter ikke var blandet præcist nok. - Der lader ikke til at være andet motiv til, at de blev smidt i den pågældende have, end at det ikke var langt fra, hvor han bor, siger vicepolitiinspektør Vagn Jensen. Minder om Aars-bomber Vurderingen er også, at der ikke er nogen forbindelse til fundet af andre bomber af samme type på Østermarkskolen i Aars først i januar. Her blev der fundet både nylavede bomber, nogle der var klare til at eksplodere samt spor af enkelte, der var detoneret. I Aars var det en 14-årig dreng, der stod bag bomberne, men med 16 år er drengen fra Løgstør over den kriminelle lavalder og kan straffes. - Der bliver formentlig tale om en straf, der kommer til at handle om en bøde, vurderer Vagn Jensen. Bomberne er lavet af lettilgængelige kemiske komponenter, der ikke er så farlige som egentligt sprængstof, men stærke nok til at lave betydelig skade, hvis man er tæt på dem ved en detonation.