16-årig får fire uger mere

Retten i Hjørring har givet en 16-årig dreng fire uger mere i politiets varetægt, ind til sagen mod ham er efterforsket færdig.

Drengen, som i forvejen var en god bekendt af politiet, blev sammen med en 21-årig mand og dennes 17-årige kæreste anholdt for en måneds tid siden for at have udøvet vold og senere truet voldsofferet. Sagen tog sin begyndelse i Sindal, hvor den 16-årige varetægtsfængslede og den 21-årige mand røg i klammeri med en 17-årig, som derefter anmeldte episoden til politiet. Truede 17-årig Den nyhed modtog de førstnævnte med begrænset begejstring, og den 16-årige opsøgte derfor den 17-årige og truede ham. Dagen efter tog den 21-årige mand til den 17-åriges hjem i Hørmested for også at sige et par borgerlige ord til voldsofferet. Den 17-årige var imidlertid ikke hjemme, og de to hævnere udøvede i stedet vold mod en mand på ejendommen. Mens den 16-årige blev varetægtsfængslet efter anholdelsen, blev den 21-årige og kæresten dog løsladt efter endt afhøring. Anklager Torben Kaufmann regner med, at der bliver rejst tiltale mod den 16-årige en gang i løbet af næste uge.