Voldtægt

16-årig får livslang udvisning for voldtægt af 14-årig

To et halvt års fængsel og udvisning er landsrettens straf til en 16-årig afghaner efter voldtægt på toilet.

En 14-årig pige blev i marts voldtaget på et toilet i et shoppingcenter i Esbjerg. Nu er gerningsmanden idømt fængsel og livslang udvisning. (Modelfoto).

En 14-årig pige blev i marts voldtaget på et toilet i et shoppingcenter i Esbjerg. Nu er gerningsmanden idømt fængsel og livslang udvisning. (Modelfoto).

ESBJERG:En 16-årig dreng er blevet udvist af Danmark for at have voldtaget en 14-årig pige på et toilet i indkøbscentret Broen i Esbjerg.

Udvisningen gælder resten af drengens liv. Den er udløst, i forbindelse med at drengen torsdag er blevet idømt to et halvt års fængsel i sagen.

Det er Vestre Landsret i Esbjerg, som har fældet dom i sagen. Afgørelsen er en stadfæstelse af det resultat, som byretten nåede frem til i sommer.

Det var en aften i marts, at den 16-årige asylansøger tvang en 14-årig pige ind på et toilet og låste døren.

Han har erkendt, at de havde samleje, men har påstået, at det skete på pigens initiativ. Helt frivilligt. Men det gjorde det ikke, lød påstanden fra pigen.

Det var en vagt i shoppingcenteret, som tilkaldte politiet, som efterfølgende gik i gang med at lede efter gerningsmanden.

Det skete, uden at offentligheden fik information om, at der var sket en voldtægt.

Stabschef Lene Roesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere fortalt, at hemmelighedskræmmeriet bundede i, at politiet havde en idé om, hvem gerningsmanden var.

Derudover ønskede politiet også at beskytte offeret.

/ritzau/