Hjernesygdomme

16-årig indlagt med meningitis

En 16-årig pige fra Ranum er blevet indlagt på Aalborg Sygehus, formentlig med smitsom meningitis. Pigen var netop vendt hjem fra en studietur til Ungarn sammen med 50 kammerater fra basisåret på Teknisk Skoles Kokke- og Tjenerlinie.

Embedslæge Chr. Tramsen, Esbjerg - der som vagthavende dækker Jylland og Fyn - oplyser, at der er risiko for at flere af eleverne kan være smittet. - Gruppen vendte hjem i fredags, og efter at den 16-årige havde følt sig sløj nogle dage, blev hun indlagt onsdag. Eleverne kørte på hjemturen i sovebus og derfor er det lidt vanskeligt at adskille, hvem der skal advares og hvem der ikke skal. Skolens lærere prøver at kontakte så mange som muligt af dem, der var med på turen, men på grund af efterårsferien er det ikke muligt at nå alle, siger Chr. Tramsen. Han understreger, at der ikke er grund til panik - men hvis nogle af de unge, der har været med på turen, føler sig sløje tilrådes de at søge læge med det samme. Symptomerne er at man har det generelt dårligt, man kan have ondt i hovedet og høj feber. Der kan også være mangel på appetir, ondt i nakken eller ryggen og eventuel stivhed i nakken.