16-årig løsladt efter dødsulykke

Retten løslod 16-årig, der affyrede raket mod en to-årig dreng i Tølløse

HOLBÆK:Retsassessor Susan Blixenkrone-Møller løslod sandsynligvis en 16-årig dreng, da han søndag blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk, sigtet for at være skyld i en lille drengs død i Tølløse nytårsaften. Retsmødet blev gennemført bag lukkede døre, hvorfor oplysninger om, hvad retten besluttede ikke blev offentliggjort. Ifølge de tilgængelige informationer blev drengen imidlertid sat på fri fod af dommeren. Han sigtes for uagtsomt manddrab eller for på hensynsløs måde at have udsat andres liv og helbred for fare. Den toårige dreng gik med sin far, faster og fire år ældre storebror ud for at se på nytårsfyrværkeri, da en vandret affyret, kraftig raket ramte ham i brystet og eksploderede. Offeret blev dræbt på stedet. Under afhøringer af vidner i området fandt politiet frem til den sigtede, der ifølge politiet ikke var klar over, at den raket, han affyrede, havde dræbt den to-årige. - Den 16-årige var godt klar over, at han havde affyret raketten i vandret position, men han var ikke klar over, at den havde ramt nogen, oplystes det efter anholdelsen fra Holbæk politi. Da retsmødet blev indledt, lagde dommeren som noget af det første op til, at forsvareren skulle kræve dørene lukket og tilhørerne smidt ud af hensyn til den sigtedes unge alder, et forslag, forsvarsadvokaten straks fulgte. Derefter afsagde dommeren - uden at leve op til retsplejelovens krav om at give de journalister, der fulgte retsmødet, mulighed for at gøre indsigelse - en kendelse om, at tilhørerne skulle forlade lokalet. Blandt dem var forældrene til den 16-årige, der angiveligt ikke på forhånd var informeret om de alvorlige sigtelser, der var rejst mod deres søn. Også en repræsentant fra Tølløse Kommunes socialforvaltning var mødt op. Efter mødet afviste parterne at afsløre, hvad grundlovsforhøret var mundet ud i. Men at dømme efter de forhåndenværende oplysninger er den sigtede dreng blevet sat på fri fod af dommeren. /ritzau/