16-årig reddet fra sammenstyrtet tyrkisk hus efter fem dage

Ankara, søndag /ritzau/AFP En 16-årig dreng blev søndag reddet fra en sammenstyrtet bygning i den tyrkiske by Konya, fem dage efter at han blev begravet under den. Ifølge det anatolske nyhedsbureau var drengen Muhammet Kalem ikke alvorligt kvæstet, da han blev taget til et lokalt hospital. Han overlevede efter at være blevet fanget i en luftlomme mellem cementblokke i det 11 etager høje hus, som pludselig styrtede sammen mandag. Ulykken, der formentlig skete som følge af dårlig konstruktion, kostede mindst 66 mennesker livet. - Jeg blev ved med at sige til mig selv: De kommer og redder mig. Jeg råbte hele tiden. Jeg hørte deres stemmer langt væk, og de kom gradvist tættere på, sagde Kalem om redningsmandskabet. En domstol i Konya sigtede torsdag bygningskonstruktøren for at have forårsaget dødsfald på grund af forsømmelighed. /ritzau/AFP