16-årig tilstår dræbende kølleslag

KØBENHAVN:En 16-årig dreng erkendte i dag, at det var ham, der 19. marts sidste år svingede en fastelavnskølle i hovedet på det jævnaldrende avisbud Deniz Ôzgur Uzun. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Det var en refleks, fordi han gik hen mod mig, forklarede den 16-årige i dag i retten, hvor han sammen med sin ældre bror og en kammerat er tiltalt for vold med døden til følge. Overfaldet skete ifølge de tiltalte, fordi avisbudet havde kigget provokerende på trekløveret i deres bil på Amager. Trods den 16-åriges tilståelse af køllesvinget nægter alle tre anklagen om vold med døden til følge. /ritzau/