Badminton

16-årig VEB-spiller dyster med de voksne

16-årige Weesgaard er klar til seniordysten i Randers

16-årige Kristina Weesgaard, Skagen, er med, når det danske mesterskab i for seniorer begynder i morgen, torsdag. Foto: Carl Th. Poulsen

16-årige Kristina Weesgaard, Skagen, er med, når det danske mesterskab i for seniorer begynder i morgen, torsdag. Foto: Carl Th. Poulsen

Den 16-årige badmintonspiller Kristina Weesgaard er forberedt på at få voksen modstand, når hun de kommende dage deltager i det danske mesterskab for seniorer i Randers. Kristina Weesgaard, som nu er med i truppen bag VEBs ligahold, deltager i mesterskabet i double, og hun spiller sammen med Rikke Axelsen, som også er hendes makker i VEB-sammenhæng. - Jeg håber først og fremmest, at vi får nogle kampe, hvor vi rigtig kan lære noget, og så håber jeg naturligvis, at vi klarer os godt og at vi i det mindste vinder i første runde, siger Kristina Weesgaard. Formanden for VEB, Jan R. Jensen, vil ikke være forundret, hvis doubleparret kommer længere i mesterskabet. - Kristina og Rikke er hvad jeg vil kalde for fremtidens doublepar, siger han. Deltagerantallet ved DM er begrænset til 32 spillere eller par, og alene dét, at Kristina Weesgaard og Rikke Axelsen på den baggrund er med, viser, at det er en stærk double og én, der har gode muligheder for at klare sig godt. Kristina Weesgaard er også tilmeldt i single ved mesterskabet i Randers. Her er hun dog ikke mellem de 32, som kom med i første omgang. Mandag eftermiddag var hun nummer fire på ventelisten. Ligakamp i Skagen Det er ikke ofte, der er lejlighed til at se hverken Kristina Weesgaard eller de øvrige spillere på VEBs ligahold i Skagen, idet VEB almindeligvis bruger Arena Nord i Frederikshavn som hjemmebane. - Men det har vi lavet om på ved den næste hjemmekamp, siger Jan R. Jensen. - VEBs ligahold spiller torsdag 10. februar hjemmekamp mod Lillerød, og det foregår i badmintonhallen i Skagen. - Kampen er den første i mellemspillet, som også kan kaldes slutspillet om at komme i kvartfinalen i turneringen. Vi er fire hold i mellemrunde: Lillerød, som har fire point, VEB med to point, Skovshoved med et point og Gentofte, som er uden point. - Vi håber, at der bliver en rigtig god og talstærk opbakning til VEB ved kampen i Skagen. Kampen 10. februar begynder klokken 19. De fire hold i mellemspillet spiller alle mod alle, og de to hold, der slutter med flest point, går videre til kampene om at nå kvartfinalen.