16-årige piger overfaldt jævnaldrende

To piger blev kaldt for luder og svarede igen med vold.

To 16-årige piger blev ved byretten i Aalborg tirsdag idømt betingede domme for at have begået vold mod en tredje pige. Ofret blev slået i hovedet med lussinger, knytnæveslag og trukket i håret, så hun faldt omkuld.. Begge dømte erkendte volden. Den mest aggressive af pigerne, fremover nævnt som C, fik 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Desuden skal C, der er droppet ud af skolen, følge Aalborg Kommunes sociale foranstaltninger. Den har en støtteperson tilknyttet pigen og vil have hende i et socialpædagogisk skoletilbud. Den anden pige, E, erkendte og blev dømt for at have trukket ofret i håret, så hun faldt om. Derfor blev E, der har deltidsarbejde, idømt betinget fængsel uden straffastsættelse med en prøvetid på et år. Her vil kommune tilbyde social støtte til familien. Fik narret sig ind på pigen De to dømte aftalte mandag 18. april, at de ville have fat i den 3. pige og snakke med hende, fordi hun skulle have kaldt E og C for blandt andet kælling og luder og sagt, at begge piger var bange for hende. De fik en veninde til at trække ofret til side på volden ved daginstitutionen Hellebælle i Klarup, så de kunne gå hen til hende. Og så begyndte slagene. Knytnæveslag i ansigtet - Jeg sagde til hende, at hvis hun ville slå mig, så skulle det være nu. Det ville hun ikke, så jeg gav hende en lussing. Hun ville stadig ikke slå mig, så jeg gav hende nogle flere lussinger, fortalte C i retten. Ofret prøvede at komme væk, men E trak hende så hårdt i i håret, at hun faldt til jorden og ikke slap fra C. - Jeg satte mig på hende og holdt hendes hoved fast med mine knæ, og så slog jeg hende flere gange i hovedet med knytnæver, sagde C. Vidste ikke det ville ende med vold Hun erkendte sin rolle i sagen, mens E pointerede, at hun ikke på forhånd vidste, det ville udvikle sig til vold. Begge piger og deres værger udbad sig 14 dages betænkningstid om de vil anke dommen til landsretten.