16 anlæg bliver til to eller tre
Brønderslev Kommune skal finde placering af nye biogasanlæg og har 16 steder i kikkerten.
16 steder er i spil, når der skal findes plads til nye biogasanlæg i Brønderslev Kommune. Men reelt vil der kun være behov for to eller tre lokaliteter til formålet. Det vurderer miljøchef Allan Olesen fra LandboNord. Og han bygger sin vurdering på mængden af den husdyrgødning, der produceres i Brønderslev Kommune - Det handler om at finde de bedste steder til formålet, både i forhold til naboer og naturområder. Men også i forhold til transport og afsætningsmuligheder, sagde Allan Olesen. - Og det handler om at finde placeringer, der er optimale i forhold til både nuværende og fremtidige scenarier. Borgmester Lene Hansen var leder af et borgermøde i Brønderslev om placering af biogasanlæg. Og hun forudser, at det bliver vanskeligt at finde placeringer. - Men vi skal selvfølgelig satse på den grønne omstilling - både for vores egen skyld, men også for den nationale økonomis skyld. Hvis vi kan være med til at afhjælpe miljøproblemer og forbedre landbrugets produktionssituation samtidig med, at vi får varme til vores borgere, står vi med en win-win-situation. - Jeg håber, vi i byrådet kan enes om placeringer - det værste er slagsmål om placeringer. Jeg håber, vi sammen kan finde svar på, hvor vi kan placeres anlæggene, hvor store de skal være og hvad de skal kobles op på, sagde Lene Hansen. Carsten Møller Nielsen, formand for Dronninglund Fjernvarmeværk, roste kommunens foreløbige planarbejde. - Og fjernvarmeværkerne ser frem til, at der kommer en løsning - det har vi ventet på i mange år. Naturgassen varer ikke evigt, og vi har investeret rigtig mange penge i anlæg, der kan aftage biogassen. Det er en betragtelig sum, vi kan producere for, sagde Carsten Møller Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.