Udland

16 omkommer under protester i Paraguay

Mindst 16 mennesker omkommer ved sammenstød mellem politi og landløse bønder i det nordøstlige Paraguay.

16 omkommer under protester i Paraguay

Mindst 16 er omkommet og flere end 80 er såret under kampe mellem politi og landløse bønder i et naturreservat i Paraguay.

- Mindst ni landmænd og syv politibetjente er døde ved sammenstødet, siger indenrigsminister Carlos Filizzola.

Uroen brød ud, da politi ville fjerne en gruppe landmænd, der havde slået sig ned i en teltlejr i et privatejet naturreservat i provinsen Curuguaty cirka 250 kilometer nordøst for hovedstaden Asuncion.

En embedsmand i Curuguaty siger, at dødstallet kan blive højere. Flere af de godt 80 såret har alvorlige skader.

- Bønderne var bevæbnede med rifler og geværer. De skød på politiet, der svarede igen, siger en kilde ved politiet til lokale medier.

Flere hundrede bønder, der er utilfreds med deres levevilkår, deltog i sammenstødene.

- Der var en kritisk situation. De skød mod os for at dræbe, siger politikilder.

Der er store forskelle mellem rig og fattig på landet i Paraguay. Store godsejere tjener stort, mens fattige landløse bønder må hutle sig gennem tilværelsen som underbetalte daglejere.

Præsident Fernando Lugo har indkaldt landets parlament ekstraordinært for at drøfte situationen.

Landets indenrigsminister og forsvarsminister er indkaldt til møde med præsidenten for at drøfte en eventuel undtagelsestilstand i Curuguaty.

/ritzau/AFP