16. PETER SKOV-JENSEN

9. juni 1971. Højde: 1,90 meter. Vægt: 89 kg. Klub: FC Midtjylland. Landskampe: 2 (2 sejre). Mål: Ingen.

Blev pludselig hentet ind i landsholdsvarmen og fik debut i en EM-kvalifikationskamp mod Luxembourg i efteråret 2002 på grund af skader hos blandt andre Thomas Sørensen. Baggrunden var stabile præstationer for FC Midtjylland for målmanden, der i sin fritid er fodbolddommer i de lavere rækker. Er en stille og rolig fyr, der er glad for at være med, når han bliver udtaget, og som nyder stor tillid som landsholdsreserve hos Morten Olsen. Keeperen har dog selvtillid nok til at erklære, at han er landets næstbedste målmand. Har været ude af spillet i nogle uger i foråret 2004 for FC Midtjylland på grund af skader.