Musik

16 plader på seks minutter

AABYBRO:33-årige Tom Hummeluhr blev i weekenden nummer to ved DM i Mix, der fandt sted i Amager Bio. Mix er to pladespillere og en mikserpult, og så er det ellers derudaf i seks minutter med musik og sceneshow. Tom Hummeluhr, der kalder sig DJ Needlesplit, forbedrede derved sin placering fra sidste års DM, hvor han fik en tredjeplads. De to bedste får desuden den fornøjelse og ære at repræsentere Danmark ved VM i London, der foregår i september. - Jeg var også med sidste år, fordi ham, der blev nummer to ikke kunne være med, og jeg vil da gerne forbedre min placering som nummer 5-8, siger Tom Hummeluhr, der i perioden op til DM brugte op til syv timer om dagen på at træne sit sceneshow, der adskilte sig en del fra modstandernes. - Jeg er jo ret ”old school”, så jeg skifter 16 plader på de seks minutter, jeg har til rådighed, men i dag er trenden ellers, at man får lavet sine plader således, at de numre, man skal bruge, ligger lige efter hinanden, så man ikke skal skifte så meget, siger DJ Needlesplit, der spiller i bandet Boom Blastaz. Til daglig arbejder han som indkøber for Sanistål i Aalborg, og han bor i Aabybro med sin kæreste og hund. Vinder af DM i Mix blev i øvrigt DJ Diverze, hvis borgerlige navn er Kristian Nyegaard.