16 såret ved raketangreb på tyrkisk by nær Syrien

Tyrkisk grænseby blev ramt af raketter kort efter forbundskansler Angela Merkel besøgte området.

Ritzau
A riot police officer runs away from the site after two rockets hit the Turkish town of Kilis Foto: Reuters/Umit Bektas
Udland 24. april 2016 15:44 - Opdateret 24. april 2016 15:54

To raketter ramte søndag den tyrkiske by Kilis nær den Syriske grænse og sårede 16 mennesker. Angrebet skete dagen efter, at den tyrkiske regering havde lovet at beskytte området for de gentagne angreb fra militante i Islamisk Stat.

Raketterne ramte to huse i et fattigt kvarter nær byens centrum.

Tyrkiske soldater nær grænsen affyrede skud ind i Syrien efter raketangrebet, siger tyrkiske sikkerhedskilder.

Byens indbyggere samledes omkring stedet, hvor raketterne slog ned, og nogle opfordrede den lokale guvernør til at gå af, mens andre råbte slagord mod regeringen.

- Jeg kan ikke sove. Min søn vågner med mareridt. Han kan ikke. Byen er blevet bombarderet med raketter i uger, siger Ayse, en 46-årig kvinde.

Lørdag besøgte den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, den nærliggende by Gaziantep, omkring 55 kilometer fra Kilis, sammen med forbundskansler Angela Merkel og EU's præsident, Donald Tusk, samt EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans.

De var opsat på at vise de mange kritikere af flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, at pengene hjælper Tyrkiet til at forbedre forholdene for de flere end to millioner syrere, der har søgt tilflugt i landet.

Flygtningeaftalen, som Merkel og de øvrige EU-ledere står bag, er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper og af FN for at være umenneskelig.

Formålet med aftalen er at bremse migrantstrømmene til EU og afholde folk fra at benytte sig af smuglerruten fra Tyrkiet til EU over Det Ægæiske Hav.

- Vort mål er ikke kun at stoppe den ulovlige migration, men at give flygtninge flere muligheder tæt ved deres hjem, sagde Merkel efter sit femtimers besøg i Tyrkiet lørdag.

Hun tilføjede, at Tyskland ved internationale forhandlinger presser på for at få særlige sikkerhedszoner i Syrien nær den tyrkiske grænse, hvor flygtningene kan søge til. Aftalen mellem EU og den tyrkiske regering betyder, at Tyrkiet skal tage alle migranter og flygtninge tilbage, heriblandt også alle syrere.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...