160 gymnaster gav en flot opvisning

Gymnastik 25. marts 2003 07:00

JERSLEV: Det blev gymnastikkens store dag i Jerslev, da Jerslev-Sterup Idrætsforenings gymnastikafdeling afsluttede vinterens træning med en flot opvisning i Toftegårdsskolens Idrætshal. Ikke mindre end 10 hold med ca. 160 deltagere i alderen fra halvandet til knap 80 år var på gulvet. På de tre hold for mindre børn blev der krøbet, kravlet, hoppet og slået kolbøtter. Hip-hop-holdene og showdance-holdene optrådte med elegance, mens vildbasserne gik til opgaverne med krum hals og fuld fart. Pouls drenge, der er granvoksne mænd, gik ikke af vejen for hverken armbøjninger eller andre krævende øvelser. Judoholdet gav en flot opvisning, hvor de viste forskellige kampteknikker. Som noget nyt spillede et bordtennishold en kort kamp, ligesom en halv snes af de mange deltagere på de syv spinninghold gav en sveddryppende opvisning af den meget populære sportsgren. I sin velkomsttale gav formanden for afdelingen, Birgit Nedergaard, en kort beskrivelse af årets gang. Afdelingens tidligere formand, Mette Hebsgaard, præsenterede holdene. Kristian Møgelmose var forsanger og sørgede for musikken. Bodil Østergaard og Heidi Pølund havde det ærefulde hverv at være fanebærere. Der var rigtig god tilslutning til opvisningen. Hallen var fyldt med interesserede tilskuere, der bakkede gymnasterne godt op. En del beboere fra Rosengården, der var ledsaget af medlemmer af Vennekredsen, var også blandt tilskuerne. Efter opvisningen fik alle instruktører overrakt et diplom og en langstilket rose, ligesom alle gymnaster fik et diplom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...