1600 borgere i Brønderslev uden læge fra 1. juli

] ]Alle praktiserende læger i byen har i dag lukket for tilgang]

Læger 27. maj 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Lægemangel var på dagsordenen, da lægerne i Brønderslev i går holdt krisemøde med medvirken af repræsentanter for Nordjyllands Amt og med deltagelse af de praktiserende lægers formand i Nordjylland, Svend Aabom, Nibe. Én læge går på pension uden nogen til at overtage sin praksis, og samtidig har de resterende læger i Brønderslev by så mange patienter, at de har lukket for yderligere tilgang. 1600 læger står uden en læge fra 1. juli, når Torben Schødt går på pension. På krisemødet i går blev der lagt op til, at de praktiserende læger, der i forvejen er meget pressede, tager flere patienter ind. Svend Aabom håber, at de praktiserende læger tager mellem en tredjedel og halvdelen af Torben Schødts patienter ind. Men resten må søge en læge i Vrensted, Jerslev eller Vrå, hvor der er en mindre kapacitet i overskud. Svend Aabom indrømmer, at det ikke er den bedste løsning, men han er lykkelig over, at de praktiserende læger har accepteret at åbne lidt for tilgangen. Nye borgere i Brønderslev Kommune risikerer derfor fremover at skulle køre til en oplandsby, hvis de skal til undersøgelse hos deres praktiserende læge. Dermed er der for første gang i en større nordjysk by alvorlig mangel på læger. Svend Aabom siger, at der nu skal være forhandlinger med Nordjyllands Amt om at forsøge at tiltrække læger til Nordjylland. - Man kunne tænke sig, at amtet går ind og giver et tilskud, eller opretter en klinik. Det er tidligere set i Mou, fortæller Svend Aabom. Men det er noget, vi skal snakke nærmere med politikerne om. Formand for social og sundhedsudvalget i Brønderslev, Birgitte Josefsen udtrykker også bekymring om lægemanglen i et brev til Sundhedsdirektør i Nordjyllands Amt Jesper Christensen. - Det er min opfattelse, at problemet med salg af lægepraksis er ved at være et generelt problem og måske kan forventes at blive et endnu større problem i fremtiden, skriver Birgitte Josefsen blandt andet. Hun opfordrer til at se på alternative løsninger, som at to læger kan deles om en praksis. Det vil gøre det mere attraktivt for især kvindelige læger, der tøver med at blive praktiserende på grund af vagtbyrden og arbejdstiderne. Sundhedsdirektør Jesper Christensen gør opmærksom på, at det allerede i dag kan lade sig gøre at dele et såkaldt ydenummer og indgå et kompagniskab, så man kan gå på nedsat tid. Ifølge Jesper Christensen har man i amtet været opmærksom på problemet med lægemangel i lang tid. Lægemanglen skyldes især et for lavt optag på lægestudierne i 1980erne, og det er det vi lider under nu, forklarer han. - Vi prøver at gøre vilkårerne for praktiserende læger så attraktive som muligt, fortæller Jesper Christensen. Blandt andet forsøger man at lokke de unge læger til at udfylde uddannelsesstillinger hos en alment praktiserende læge, så de får lyst til at være der senere hen og der er fokus på uddannelsens kvalitet. Når Torben Schødt stopper, er der kun otte praktiserende læger tilbage i byen, og der skulle mindst være 10.]

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...