1600 km læ i Himmerland

Fortsat stort behov og interesse for læplantning

HIMMERLAND:Selvom januarstormen tog hårdt fat, er vindens fart over Himmerland dæmpet betydeligt over den sidste generation. Siden 1974 er der i landsdelen plantet 1600 kilometer læhegn i tre rækker. Men der er fortsat stort behov og betydelig interesse for læplantningen, oplyser plantekonsulent Paul Fl. Pedersen fra Landbocentret i Aars. Regionsudvalget for læplantning organiserer og styrer den kollektive læplantning i Himmerland. I sæsonen 2004-05 udføres der planlægning og plantning i Løgstør og Farsø kommuner, og i 2005-06 i Aars og Aalestrup kommuner. Næste indsatsområde bliver efter planen Nibe-Støvring i 2006-07. Til sæsonen 2005-06 er der bevilget 1,5 mio. kr. i statstilskud. Det giver grundlag for at plante 60 kilometer. Tilskuddet fra EU og staten er på 40 pct., resten betaler lodsejerne selv. Det giver en pris for lodsejeren på ca. 4100 kr. pr. 100 meter trerækket læhegn med rydning af gamle hegn og 3600 kr. uden rydning. Paul Fl. Pedersen opfordrer landmænd til at være med. - Den sidste storm har gjort betydelig skade på mange gamle granhegn, og en række småplantninger og plantager trænger til at blive saneret. Der er nu god anledning til at få ryddet op i de gamle hegn, som heller ikke pynter i landskabet og få plantet ny trerækkede hegn af løvtræ, understreger han. Det kan også betale sig. Levende hegn øget udbyttet i en kornmark med 10 pct. i og op til 20 pct. i en majsmark. Planteavlskontoret i Aars eller og Hedeselskabets læplantningskonsulent tager mod tilmeldinger. Den kollektive plantningsindsats foregår efter en langsigtet plan, sådan at der kun blive plantet i samme område omkring hvert femte år. Arbejdet omfatter rydning af gamle læhegn og dybpløjning samnt plantning af ny læhegn, efterplantning og renholdelse de første tre år.